SEO tekstforfatning: 7 tips til at lave bedre indhold

Publiceret juli 4th, 2020 af toke bohl, emne: SEO, Tekstforfatter

Tekstindholdet på din hjemmeside har overraskende stor indflydelse på besøgstallet. Målet er at skrive kvalitetsfuldt, brugervenligt indhold og kombinere det med grundlæggende SEO principper.

Overordnet kan vi kalde disciplinen for “SEO tekstforfatning”, og det er noget, som giver god mening at specialisere dig i. I hvert fald hvis du ønsker at få det maksimale potentiale ud af alle dine salgs- og informationstekster.

En introduktion til SEO tekstforfatning

SEO tekstforfatning handler om at skrive gode tekster, som formår at rangere højt i Google, men som samtidig er læsevenlige og som konverterer.

Hvis du har indhold, som rangerer højt i Google, men som aldrig bringer nogen reel gevinst til din virksomhed, kan du ikke bruge det til ret meget. Og omvendt – hvis du har fremragende indhold, men det ikke rangerer særligt godt på nogle søgeord i Google, så kan det heller ikke bruges til ret meget, da nye brugere vil have svært ved at finde indholdet.

Vil du gerne lære hvordan du laver SEO venlige blog indlæg så læs med her:

Når du giver dig i kast med SEO tekstforfatning, er målet altså at udfærdige indhold, som både er brugbart for læserne og som er optimeret efter udvalgte søgeord.

Hvis du ikke har erfaring med disciplinen, kan det dog være svært at komme i gang. Derfor har vi lavet denne oversigt med nogle gode råd til at skrive bedre tekster. De fleste tips er simple og lette at inddrage i din tekstforfatning.

Vi har en anden artikel oppe om SEO indhold som helhed. Den er god at læse, efter du har været i gang med denne, da den går skridtet videre og fokuserer bredere på hele indholdsdelen. Start dog her: I denne artikel vil vi nemlig gå i dybden med de specifikke ting, du bør have med i overvejelserne, når du er i gang med selve skriveprocessen.

1. Søgeintention

Hvad er intentionen for de personer, der søger efter visse keywords, og hvordan er mulighederne i Google?

Det er det første, du bør se nærmere på, da det er med til at afgøre, hvilken retning du skal gå med dit indhold. Det løfter også sløret for, om et emne er værd at skrive om eller ej.

Se nærmere på indholdstype, format og vinkel. Indholdstyper er oftest blogindlæg, produkttekster, kategoritekster eller landingssider. Format kan være nyhedsartikler, guides, lister eller anmeldelser. Vinklen er mere unik og kan ses på ordvalget.

Du søger simpelthen efter et keyword i Google og ser, hvilken indholdsform andre hjemmesider bruger for at fange kunderne.

Når en bruger søger efter “kreatin”, er det som regel fordi vedkommende er klar til at købe et produkt og gerne vil direkte videre til en produktside. Hvis personen søger efter “hvor meget kreatin skal man tage”, leder han/hun formentligt efter en guide. Og hvis personen søger efter “bedste kreatin” er det uden tvivl for at læse anmeldelser og erfaringer. Når du foretager disse søgninger, vil du også se, at indholdstype og format ændrer sig helt vildt. Derfor er det netop så vigtigt at analysere intentionen, for det giver dig en idé om, hvad der passer bedst til det pågældende søgeord.

2. Hent inspiration fra konkurrenterne

Inden du begynder at skrive, er det en god idé at foretage et par Google-søgninger om emnet. Find ud af, hvad konkurrenterne skriver, og hvilke ting de sætter fokus på.

Dit mål er at lave indhold, der er endnu bedre. Som minimum bør dit indhold dække samme informationer som konkurrenternes indhold. Du kan gå skridtet videre ved at tilføje endnu mere indhold (fx via udenlandsk research) og ved at fremstille det på en bedre måde. SEO tekstforfatning kræver altid lidt research!

3. Skriv simpelt, men fejlfrit

Den gennemsnitlige internetbruger ønsker normalt ikke at læse overkompliceret indhold. Ofte vil folk simpelthen bare have svar på det, som de leder efter, og komme hurtigt videre igen.

Derfor bør du holde dig fra kompliceret indhold. Forsøg at skrive så simpelt som muligt. Undgå ord, som gennemsnitspersonen ikke kender, og skriv som om du henvender dig til en 9. klasseelev. På den måde forstår alle læsere din tekst. Webtekster handler alligevel sjældent om at imponere, men nærmere om at informere eller at sælge. Og her er simple ord nu engang vigtigst.

Når du laver kort indhold, som fx nyheder, kan du bruge den journalistiske metode og begynde med alt det relevante indhold først, og gradvist gå videre til alt det, der er mindre vigtigt.

Når du laver langt webindhold, kan du følge en af de fem populære skabeloner, som vi har været inde på i en tidligere artikel:

  • Listeartikler
  • Trin-for-trin guides
  • Begynderguides
  • Case studies
  • Udvidede forklaringer

4. Inddrag unikt indhold

Måske er du heldig med at have fundet et emne eller et søgeord, der ikke er ret godt dækket af dine danske konkurrenter. I så fald skal der ikke ret meget til for at komme først i Google eller for at få opmærksomhed.

Men på de mere konkurrenceprægede søgeord er du nødt til at inddrage unikt indhold. Både for at skille dig ud med hensyn til kvaliteten – men også for at tiltrække links.

Links er formentligt den vigtigste faktor for Google-rangeringer, så længe indholdet ellers også er på plads. Når du skriver dit indhold, kan du altså forsøge at lave nogle såkaldte link triggers, som har til formål at få folk til at linke.

Hvad får normalt andre hjemmesideejere til at linke ud? Studier, eksempler, statistikker, særlige idéer. Hvis din artikel fremstår som en reel ressource inden for et bestemt emne, er andre mere tilbøjelige til at dele dit indhold. Det betyder rigtigt meget i længden, hvis dit indhold tiltrækker et par links. Vi anbefaler derfor, at du laver nogle link triggers og noget unikt indhold i forbindelse med SEO tekstforfatning.

5. Benyt ASMR-formularen

ASMR er en formular, der tager udgangspunkt i annotations, short sentences, multimedia og reading. Det er en populær fremgangsmåde blandt amerikanske marketers.

Du kan benytte ASMR, hvis du ønsker at gøre dit indhold så læsevenligt som muligt.

Små sidenoter, blockquotes, punktformer eller lister kan gøre en artikel lidt mindre monoton.

Korte sætninger er generelt bedre end lange sætninger. Nogle koncepter er svære at forklare med korte sætninger, men du kan generelt forsøge at opdele dine længste sætninger.

Billeder og videoer gør ethvert stykke indhold mere interessant. Brug derfor gerne medier i dit indhold.

Når du har skrevet din artikel, bør du læse den igennem et par gange. Målet er, at det skal være nemt og hurtigt at skimme teksten igennem. Undgå forvirringspunkter og forsøg at skabe en form for flow.

6. Brug store ord i dine overskrifter

Hvis du for alvor vil tiltrække læsere, bør du bruge “store” ord i dine overskrifter.

Når en Google-bruger foretager en søgning, er det altid overskrifterne i søgeresultaterne, som fanger opmærksomheden.

Udover at have en SEO-venlig overskrift, der inddrager dit primære søgeord, kan du inddrage nogle positive adjektiver eller adverbier.

I stedet for en overskrift der hedder “10 fordele ved at svømme”, kan du skrive “10 fantastiske fordele ved at svømme”.

Brug nogle beskrivende ord, der fanger opmærksomheden, og som får dit indhold til at se mere interessant ud end konkurrenternes! Det er især vigtigt i din metatitel (som jo vises i Google). Men det kan også gøres i underoverskrifter inde i selve indholdet, hvis du har brug for at fastholde læserens interesse undervejs.

7. Husk altid CTA

Enhver tekst, som har til formål at sælge, bør benytte en CTA: Call-to-action.

Selv informationsartikler kan i sidste ende have et salgsformål. Hvis du for eksempel har en artikel oppe om “hvad er SEO”, så kan du opbygge artiklen således, at læseren bliver interesseret i SEO, og at du til sidst afslører, at det er en ydelse, som din virksomhed hjælper med.

Call-to-action kan i teorien indsættes et hvilket som helst sted i artiklen, alt efter hvad der passer. Men i informations- og underholdningsindhold ligger den ofte til sidst.

Det kaldes også for en marketing funnel, og opbygningen er ganske simpel:

  • Tiltræk din målgruppe
  • Vis at du har viden om et emne – eller en løsning på et problem
  • Overbevis læseren om, at din metode er den rette
  • Indsæt din CTA og konvertér læsere til kunder

Konklusion (vores CTA)

Lad os lave et eksempel på sidstnævnte tip.

Hvis du ikke selv har tid eller lyst til at lave SEO tekstforfatning, så bør du selvfølgelig outsource opgaven. Vi kan hjælpe dig med at lave godt indhold – og vi skriver til fornuftige priser.

Derfor er du velkommen til at kontakte os, hvis vi skal skrive tekster til din hjemmeside. Vi klarer det hele, så længe du giver os et emne og lidt informationer. Det er en af de nemmeste måder at få flere besøgende på, og det kan være med til at øge interessen for dit produkt eller din service.

I alle tilfælde håber vi dog, at denne guide har været brugbar. Hvis du selv er på vej til at skrive SEO tekster, vil vi ønske dig rigtigt god fornøjelse. Vi håber, at du kan bruge disse tips til at indtage nogle af de høje placeringer i Google.


Leave A Comment

sign in to post your comment or singup

Leave a Reply

Your email address will not be published.